Afdæmpet natkørsel

Min far er en travl mand.

Det har han altid været, så længe jeg kan huske det.
Altid på jagt efter noget, altid på farten.
Det er mange år siden han mistede øjeblikket, nuet ligger ligesom bag ham.

Det gør det svært at tale med ham, misforstå mig ej, hans ord er der, men man kan se det i hans øjne, flakkende og blanke. De afslører han er et andet sted, en anden tid, en anden væren.

Han er en god mand, men tomheden smitter af.

I nat havde jeg en forfærdelig drøm. Den slags der efterlader dig urolig og gennemvædet af sved. Jeg får dem tit. De er et varsel, og de slår sjældent fejl. I min drøm fik min far en hjerneblødning. Noget i ham døde, forsvandt for evigt, mens andet vågnede op for en kort stund for at visne bort øjeblikket efter.

Jeg hentede ham på sygehuset, han smilte varmt, som om han kunne genkende mig, men ikke helt kunne placere mig.

I bilen på vej hjem begyndte han at tale om sig selv. Om fortiden. Ordene faldt han svære, han tog sin tid, jeg kunne mærke han var her. At ordene var til mig, at tågen et øjeblik forlod blikket og afslørede et nærvær.

Vi besluttede at tage til stranden, det var køligt, efteråret var på vej, men det gjorde intet. Vi gik en lang tur, kastede med sten og lyttede til evighedens brusen. Vi havde sådan et far-søn øjeblik jeg kun troede fandtes på film.

Hjerneblødningen havde gjort ham lille og forkrøblet, så jeg tog ham under mine arme og holdt ham tæt ind til mig, mens vi stod og fulgte den røde sol forsvinde bag et hav af mørkt flydende jern. I sin undergang oplevede jeg det menneske, hvorfra jeg stammer. Jeg kunne næsten ikke bære det.

Bagefter tog jeg ham til en restaurant han kendte fra sine unge dage. Under den afdæmpede natkørsel indsneg forfaldet sig. Jeg mistet det sidste i ham.

Han vidste ikke hvem jeg var, men var for høflig til at sige det, han havde endda glemt hvordan man holder på bestikket. Jeg kunne se det på ham, hvordan den stolte mand i ham brød sammen og græd.

Men han sagde intet, sad bare med fugtige øjne og stirrede blankt ud i luften.

Da jeg vågnede i morges kunne jeg ikke helt slippe drømmen. Som sagt, jeg får de her varsler og de slår sjældent fejl. I min drøm fortalte lægen mig hvordan det skete, at det kunne være undgået.

Hele dagen har jeg siddet fast i stolen, drukket kaffe, fikseret på telefonen.
Sådan vil jeg sidde længe, men allerede nu ved jeg at jeg ikke vil ringe.