Barmhjertighedens Gave

Vi begik en fejl.

Dette er den simple, ubestridelige kendsgerning, hvor smertefuld den end måtte være.

Fejlen lå ikke hos vores Observatorier, for disse maskiner var fuldkomne i deres kreation. De viste kun sandhedens ufiltrerede stråle. Fejlen lå ej hos Indikatoren, for det er en opfindelse af ren, ufejlbarlig logik, programmeret til at omdanne uforarbejdet data til ren information uden påvirkning af emotionel kontaminering. Fejlen lå hos os, katastrofens dirigenter, De Sansende, der så sig selv hævet over sådanne fejl.

iat_2

Vi er de ansvarlige.

Det hele begyndte for ikke så længe siden, ifølge vores måleenhed mindre end 66 IAT, selvom jeg formoder at vores målesystem kun vil have ganske lille betydning, når nogen modtager denne transmission. Vi opfangede et vagt fremmedartet radiosignal fra en opblomstrende art omkring 214 IAT fra den ydre galakses kerne under dækket af interstellare gasstøvs skyer. Om end primitive og ustrukturerede, voksede radiotransmissionerne hurtigt i kompleksitet og styrke. Det samme gjorde sig gældende for deres meddelelser. Gennem vores Observatorier så vi en verden af strid og vold, befolket af en barbarisk race af kortlivet, hurtigtformerende skadedyr. De var brutale og ukulturelle skabninger der mutilerede, torturerede og bekrigede hinanden uden hensynstagen til livet eller nogen større mening. Selve deres opfattelse af kunst fortalte historien om konflikt og smerte. De adskilte hinanden ud fra bizarre kulturelle mønstre. Fastsatte deres industri til at forårsage død. De skræmte os. Men vi var langt ældre og visere, og de var så overmådelig langt væk. Vi gjorde os kun lidet bekymringer. Da vi så dem skille atomerne ad og bryde himmelvævet indenfor et enkelt spænd af deres korte generationer, begyndte vi at frygte dem. Da de aktivt begyndte at transmittere beskeder ud i verdensrummet, indsneg frygten og rædslen sig. Deres transmissioner lovede fred og fællesskab til alle der lyttede med, men vi havde observeret dem alt for længe til at falde for så gennemskueligt et bedrag.

De vidste vi var derude. Og de ville komme.

De Sansende rådførte sig hos Indikatoren, deres udregnings udfald var forfærdelig. Arten ville formere sig, vokse og oversvømme deres egen sfære, og som en utællelig bølge solstormes glødende materie af gasser ildtyfoner og gasfakler ville de opsluge alt på deres vej. Tynget af smertevoldende anger besluttede vi os for at agere, og besegle deres skæbne. Barmhjertighedens Gave var 84 fod lang med en mund på 2/4 i diameter, påfyldt 44 vægt maskineri, drivstof og ballast. Ved eget momentum ville den fremstøde 2/8-dele af lysets hastighed, hvorefter interstallere himmellegemers hastige sammenløb ville tillede den ubegrænset acceleration. Ved kollision ville den bevæge sig mod lysets hastighed og tvinge sin smukke undergang over dem. De ville aldrig se den komme. Rædslen ved vores handling var en byrde, der lå os tungt; nødvendigheden i vores forbrydelse ydede os ingen trøst. Barmhjertighedens Gave havde lige akkurat brudt den ydre halos krumning, da vi indså fejltagelsen. Da var det for sent. Gaven kunne ikke indhentes, ej heller tilbagekaldes eller omdirigeres fra dens bane. Arkitekterne, forfærdet over deres grusomme værks kraft, havde i al stilfærdighed grædende selv-destrueret i flok, gået ubeskyttet ind i strålingszoner, negligeret nødvendig trykniveau eller simpelthen stoppet indtagelsen af næringsstoffer indtil deres metaboliske funktioner ophørte. Gavens destruktive natur havde tvunget De Sansende til et strømlinet udformning og konstruktion. Der havde ikke være tid til udvikling eller implementering af andet hinsides den simple, massive maskines dødbringende kys. Vi kunne blot iagttage i skam og rædsel idet massemordets infrarøde lys falmede bort mod det fjerne hulrum.

iat_3

Mange IAT svandt bort.

De voksede, og de ændrede sig, i en håndfuld menneskealdre afskaffede de krig, ophævede deres voldelige natur og vendte sig selv mod livet og kunstens højere formål. Vi så dem genskabe sig selv, og derefter deres verden. Deres skrøbelige, bløde masse som spændte deres blege ydre væv underlagde sig skinnende metal og plastic. De forenede deres race gennem en omnipresent kommunikationsnet og skabte kunst af sådanne vitalitet og følelse, hvis mage Galaksen aldrig havde oplevet. De omdannede deres verden, lod sig frigøre af deres smeltende metalmasseres murværk. Vi så dem befolke omkringliggende solsystemer med en hastighed og et vigør vi kun kunne misunde dem. De frasagde sig deres planeters kolde ansigt af stålflader og glaskupler og fandt hvile i månens grønne årer. Udstyret med kroppe i stand til at overleve ethvert miljø, fra dagsbelyst overflade i deres inderste verdens kerne til atmosfæren fra deres største gasgigants eroderende stråler og det kolde tomrum imellem, begyndte de at skulptere deres solsystem i skønhed. Først anså vi dem for simple minearbejdere, der plyndrede deres klippefyldte planeter og måne for vitale ressourcer, men da begyndte vi at se formålet med deres konstruktioner. Furet af stjernebilleders bane stod kunstværkerne udskåret i hver overflade. Aftegnede, som glimtende fremstod deres væsens lys som sammensmeltede stier. Og stadig nærmede Barmhjertighedens Gave sig.

iat_4

De havde under 22 IAT til at se den, skjult i partiklerne fra dens egen støvhale. I den tid, ak så kort selv efter deres flygtige livs egen standard, forberedte de sig på den flammende uundgåelighed. Separerede af verdener og underlagt lysets hastigheds tyranni, udvekslede elskende deres sidste ord. Deres planetingeniører arbejdede sanseløst for at udbygge en tilstrækkelige transmissionsinfrastruktur med den nødvendige neurale konstruktion til at oploade den utallige masse, mens de i den anden enden aflæssede generationers musik og litteratur fra deres databanke for at gøre plads til passagerer. De, der manglende det nødvendige hardware eller tid til at anskaffe sig det, dømte sig selv til døden, overgav sig til frygt og smerte, eller gennemførte deres liv bedst mulig under de givne forhold. Gaven ankom øjeblikkeligt. Mørket åbnes af glødende kuglers udvidelse, lyset fra nedslaget synligt på vores himmel, topasfarvede sveddråber spredte sig som ringe på himmelvævets hylster af helium og brint, himmelske smeltedigler trak sig tilbage i flammehav og ildluft. Vores okulære sanseorgan iagttog den farvestrålende ondskab. Vi græd for vores ofre, udryddet så mange IAT før lyset fra deres undergang nåede os. Mange af de der havde været direkte, selv flygtigt, involveret i skabelsen af Gaven forseglede deres åndehuller som en endelig bod for den rolle de havde spillet i denne grusomhed. Lyset dæmpede, brintskyer fortættes, hvor deres glimtende blå verden engang havde hængt i tomrummet. Vores Observatorier refokuserede på stedet, men fandt kun støvpartikler og det blege skær fra en forældreløs måne, omviklet i en tynd, brændende strejf af den atmosfære der engang havde tilhørt dens moder.

iat_5

Stråling og statiske vibrationers pigtråd havde udvisket store dele af deres indre system.

Klumper af smeltet sten på størrelse med kontinenter bar fortidånders skrig ud med interstellarisk udslipshastighed, for al evighed dømt til at vandre gennem det mægtige hulrums materie. Ødelæggelsen var apokalyptisk, men ikke total. Fra de ydre verdeners skygge, undslap små lyspunkter, tusindvis af fusionsstier bestående af enkelte skibe og verdensskibe. De overlevende med ubeskadiget hukommelsesbanke begyndte at genopbygge. Befriet af vores egen tyngende skyldfølelse, følte vi for en kort stund glæde. Håbende bad vi til at deres kultur og kunst ville overleve den grusomme handling vi havde påført dem. Da kom meddelelsen, fastrettet mod vores stjerne, transmitterede simultant gennem deres tusindvis af skibe: “Vi ved hvor I er. Og vi kommer efter jer”