Billeder af politiets pansrede hollændervogne

Billeder af politiets pansrede hollændervogne, der hamrer gennem mørke barrikader.

Overdænget med maling og bulede af kastede brosten fylder de en aften, der forsvinder i tykke tåger. Fjernsynets skær sender blå, flakkende skygger henover væggene. Lejligheden er badet i politiets roterende blink. Alle kanalerne i fjernsynet dækker rydningen med lige dele foragt og fortryllelse. Jeg observerer det hele fra sofaen med en ro, der næsten skræmmer mig, for det er ingen overraskelse for mig. Intet af det der sker, er rystende. Det virker til at være den naturlige reaktion, en naturlig proces, hvor én handling afføder en anden. Hvis en sø bliver varmet nok op, vil det uundgåeligt begynde at regne på et tidspunkt. I tykke syretunge kaskader. Adam og jeg sidder i en hashsky og tager det hele ind med en form for apatisk bitterhed.

Jeg rejser mig fra sofaen med et sølle støn og slentrer ud i køkkenet for at æde et stykke tørt toastbrød med hønsesalat fra Aldis container. I vasken ligger en uidentificerbar væske og flyder ud over kanten på en fedtindsmurt gryde. Forskellige køkkenredskaber stikker op af vandet og omkring gryden ligger resterne af en porre og en tom indpakning fra en pose partypølser. Ved siden af vasken står tre tårne af beskidte tallerkener. De andre føler ikke det er værd at vaske op, så da jeg på et tidspunkt blev træt af at gøre det for dem, fulgte jeg den generelle stemning og lod bunkerne vokse.

Det er et spørgsmål om moderat dovenskab og udtalt slumæstetik. Vi er lige flyttet hjemmefra og mener ikke vi skal bruge livet på den slags, og alt hvad vi ser op til, er beskidt og på tværs, for i Ungdomshuset er det også sådan. Der bliver gjort sporadisk rent hist og her, men for det meste får skidtet lov til at regere. Der er altid fyldte askebægre over det hele og en konstant syrlig lugt af gammelt øl, men det emmer af levet virkelighed. Man ved aldrig hvor en kop man finder, har været, så det er værd at tage sine forholdsregler. Stol kun på det du selv har vasket op. Der er også folk i Ungeren, der går op i at ting er lækre og gode, ligesom folkene, der laver folkekøkken. De finder mange af deres ingredienser på lange missioner til de forskellige supermarkeders containere efter lukketid og tryller med mellemøstlige krydderier og veganske råvarer, og de går faktisk op i hygiejne. Ikke hysterisk meget, men alligevel. På væggen i Ungdomshusets køkken hænger et skilt, hvor der står ingen dyr i køkkenet – hverken døde eller levende.

Selvom Ungdomshuset er vores tempel, er vi ikke så dogmatiske, at vi også er blevet veganere. Nogle af de andre er, men ikke her i lejligheden. Adam spiser kød. Han havde en kort periode som vegetar, fordi hans dominerende kæreste truede ham til det, men det stoppede lige så snart hun havde droppet ham for at være et skvat. Nu er det, som om han kompenserer ved at putte bacon i alt. Mad har langt fra førsteprioritet, og vores penge går i første omgang til rusmidler og penge til toget, så vi kan komme til København.

Jeg går tilbage til stuen hvor Adam sidder foroverbøjet på en skammel og er i gang med at kreere en joint på det vakkelvorne sofabord, der er overmalet med tags og tegninger. Et efterladenskab fra Eik. Han ser op, da jeg kommer ind og lader den brune klump falde ned i mixerbakken, mens han holder øjenkontakten.

”Kan du ikke gøre det færdigt? Jeg kan simpelthen ikke… gøre det. Jeg skal…” Resten af sætningen bliver bag hans sammenpressede læber og hans knoer er kridhvide af arrigskab. Han forsvinder ud af stuen, og et øjeblik efter kan jeg høre et kæmpe brag fra hans værelse. Kort efter ét til og så den behagelige lyd af træ, der flækker. Det virker til, at han er i færd med at hugge brænde, men vi har ingen brændeovn. Lidt efter kommer han tilbage og ser mere rolig ud. Han lader sig falde tungt ned i sofaen. Blikket flakker lidt rundt i stuen. Så falder hans øjne til ro, hviler på mig og han siger brødebetynget. ”Jeg kom til at smadre sengen. Jeg, øhm… jeg kan fucking ikke holde det ud.” Han begraver ansigtet i hænderne. Ligesom lejligheden har vi fået sengen af min far, men jeg er ligeglad lige nu. Der er ingen grund til at undskylde, for vi vidste begge på forhånd, at der ville komme en voldsom reaktion, når det endelig skete. Nu sidder vi her, forstenede og stenede, i vores stue i fucking Næstved, og ser billederne af brand og blink, og det hele er så forkert, at jeg har lyst til at skrige.

”Jeg ved det godt, Adam” siger jeg med et suk, mens jeg tænder jointen og læner mig tilbage. ”Jeg troede faktisk jeg ville gå amok og smadre alt, når det skete, men jeg sidder bare her. Jeg er så ked af det, og jeg ville ønske jeg bare kunne gå… gøre noget. Jeg har det så mærkeligt.”

”Hvordan kan han sige sådan noget!” Adam råber af fjernsynet og en journalist fra TV2 News.

”Jeg brækker mig over dem. Kapitalismens lakajer, sådan nogle forpulede burgøjsere. Man kan se, hvordan han nyder, at alt vi elsker er ødelagt” råber Adam og slår en knyttet næve i bordet, mens han peger på skærmen med den anden hånd. Han er ved at køre sig selv op i en spids, men tager en dyb indånding.

Han fortsætter i et lavere toneleje, men stadig dirrende af harme: ”Han undertrykker den maniske stemning inde i ham, men det skinner stadig igennem. Prøv at se ham! Aldrig før har han stået så tæt på menneskelig tragedie, og aldrig før har chancen for blodsudgydelser været så virkelig. Aldrig havde han troet, at han skulle få chancen. På journalisthøjskolen vidste han at hans eneste chance var at arbejde sig op fra bunden, mæske sig i ulykke og død, og søge ødelæggelse, hvor end han fornemmede den.

Hver dag indgyde seerne frygt og afsky, til det en dag var hans tur til at komme til Bashra, til Kosovo, til Jerusalem. Aldrig havde han troet at det hele skulle komme til ham, lige der i København.” Luften er tyk af frustration og jeg siger ikke noget. Det er ikke nødvendigt. Han ved, hvor jeg står. I lang tid siger vi ikke et ord til hinanden. ”Faktisk var jeg begyndt at tro, at det ikke ville ske. Det virker som om vi sidder og ser film” siger jeg stille, efter lang tid. Mine øjne er halvt lukkede, meget tunge, og vi er faldet hen i en hash-dvale. I stedet for at blive vækket fra et mareridt den morgen var jeg vågnet til et.

Adam havde råbt af mig, til jeg satte mig op og havde set fortumlet op på ham. Han var langsomt kommet til syne efterhånden som det mælkehvide tæppe, der lå over alting, fordampede. Jeg havde set ham ind i øjnene. Hans blik var panisk og opgivende på samme tid. Hans ene hånd havde et fast greb omkring dørkarmen, mens den anden hang slapt ned langs siden. Hans buskede øjenbryn sprang op og ned, og hans pupiller flakkede rundt i rummet, inden de igen fangede mit blik. Han sank en klump og blinkede et par gange. Et kort øjeblik så vi stiltiende på hinanden, og så forsvandt han ud af rummet uden at vente på svar. Morgenen er sgu ikke min ven.

Jeg har altid haft svært ved at vågne, og endnu sværere ved at rejse mig. Som om min rygsøjle var formet af tungt metal og en magnet lå boltet fast under min madras. Ikke denne morgen. Adams ord havde rodfæstet sig i mit sind, og på få sekunder havde erkendelsen pumpet adrenalin ud i årerne, der spredte sig til resten af min krop. Inden jeg nåede at tænke over det, var jeg allerede oppe, og var så hurtigt på fødderne, at jeg fik overbalance, og næsten rev en plakat med et billede af en maskeret zapatist ned fra væggen. Jeg trak mine underbukser op så de ikke hang så dovent over min knoglede røv og stavrede ind i stuen, hvor Adam stod forstenet foran fjernsynet.

Synet var ikke til at tage fejl af. Nyhedshelikopteren hang i den grå himmel over Nørrebros Runddel og foran huset stod en række af kampklædte betjente som en mur. De stod så tæt sammen, at det ikke var til at se, hvor den ene uniform endte og den næste begyndte, og kun små bevægelser fra hjelmene viste, at der var mennesker inde bag ved. Informationerne var sparsomme, men ikke til at misforstå.