everywhen

på det seneste er drømmene vendt tilbage i skallen.

whatever.

lidt som i en fed film skete der alt muligt blæret, da jeg gik ud. et velgørenhedsræs på cykler var i gang og snartdronning mawy knoklede i gruppettoen med fætter felix osv. frede lå i front for at vinde. jeg var hyret til at følge dem flot op og ned ad alpevejene.

så begyndte det at sne helt vildt. en hel halv meter måske.

stemningen blev trykket over det nederen vejr, men straks som jeg fik min rabler på over friktion, bremseklodser og varme fælge, smeltede jeg en farbar bane ned ad bjergvejen. kæmpe succes.

humøret steg og vi sludrede frem og tilbage om ting såsom fast indkomst, rockmusik netflix og kødpålæg. hende og frede havde set alt for meget dexter og en lille smule bones. efter lidt tid spurgte jeg, om hun ikke savnede tasmanien helt hjernedødt. den slags var fortroligt, men det var tydeligt, at hun var dybt nede med at blive spurgt.

nu ville hun vide, hvem fuck jeg var, hvad jeg havde ild i osv.

super svære spørgsmål generelt.

jeg svarede, at jeg som sådan ikke rigtig havde planer før efter jul. og ellers vidste jeg tæt på ingenting.
hun lollede og kaldte mig en ægte ballplayer. den sjove slags der siger ja til livet mm. ”nohr, både og osv” svarede jeg. ”men pas hellere på, for de siger, at jeg er giftig i spyttet”

og bedst som jeg indså, at hun jo macede amok, var vi lige pludselig på et stort depot eller i silvan eller sådan noget. og nu stod den på spontan tørbol, så det trak op til lir.

ledte intenst efter et spot, hvor der ku munkes i fred. mawy sportede en stram, skotskternet heldragt i kradseren kiltagtigt stof. men til min store undren poppede professorer og eksamenssekretærer fra københavns universitet amager gentagende gange frem mellem hylderne og fuckede med vores voksne øjeblik.

så vågnede jeg sgu. stod op. og skar min mund til et rundstykke med blå birkes.