Gravrøveren

Efter fire års tøven tog jeg mig endelig sammen.

Jeg havde ikke sat mine ben på stedet siden jeg, med tårer camoufleret bag mørke briller, bar dig ud. Vi havde ikke været så mange, så det var mig og fem andre i lejede og alt for store jakkesæt, der sænkede dig ned. Det er længe siden og lige så fjernt som dengang jeg sad med mine barneglatte kinder og opfandt uskyldige drømme med munden fuld af brune kager. Derfor følte jeg vel at besøget skulle være ordentligt. Smukt og rigtigt som på film. Jeg plukkede vintergækker og erantis i en have tæt ved kirkegården. Det mindede mig om ungdommens æblerov.

Foråret havde indsneget sig med sælsom sløvhed og alt for sent, men sådan er det vel altid. Jeg mærkede det i brisen, så det i træernes top. Det var sådan en af de utallige dag, der kommer og går. Gyldenbrun, som dage, hvor man ligger i sin seng med nedrullede persienner og glemmer man er til og alt forsvinder.

naervaerk_illustration_nat_baenk_foraar

Ved kirkegården blev jeg stoppet af et gigantisk metalgitter med uddybende, pædagogisk skrift: Mandag – Lukket. Skid hul i det, sagde jeg og mente det. Gik rundt om havens mur, for at finde det letteste sted at springe over, men endte med at vælge det levende hegn. Grenene flænsede det nederste af min kjole, skar sig mørke flænger i min forårskolde hud. Så blodet løbe, og slikkede det tilbage i min krop. På det grusede stier fandt jeg mig selv, huske vejen hen til dig. Længe stod jeg, fastlåst uden væren, med udtørrede øjne, der søgte din sten. Noget i mig forsøgte at overbevise mig om, at jeg krævede dig tilbage. Jeg kender døden, jeg ved hvor den bor. Men lige der var jeg ikke andet end en smøg i flaben, en buket i jakkelomme og tomme øjne, der søgte tanker tabt en sted på vejen.

For hvad fanden gør man, når først man har smidt dusken på flisen? Står man bare og glor eller genkalder man tåre for alle de år? Nogle dødsfald er smukkere end andre, det havde jeg altid bildt mig. Forestillet mig at den sorte søvn under alderdommens dyne ville være en værdig afsked. Men den gravsten, der stod foran mig, med det navn, der henviste til dig og en krop og et ansigt, hvor ormene havde nedarvede øjet og alle hjernens vidundere, kedede mig. Afstanden var for stor. Jeg var glitter i hulrummet, en selvbevidst glød tilovers fra ulykken ved universets skabelse. Du var et bundt knogler, et mørkt ingenting. Ingen substans, intet udover det jeg selv formede og tilsat, intet udover den mængde ar og sorg, som det passede sig. Så jeg fandt min telefon, tastede et nummer. Jeg gav en adresse og stemmen forsvandt.

Satte mig på en bænk langt væk fra dig. Slog tiden ihjel med en pakke smøger. Kiggede på gravstene og læste deres navne. Alle de datoer. Korte liv og lange liv. Forestillede mig hvordan de var levet, og alle de minder, der lå balsameret i deres døde hjerter.

Stemmen fra telefon kom, tog min hånd og førte mig over i skjul bag en busk ved det gamle krematoriums skorsten. Han maste mig mod de sten, hvorfra din aske fløj. Jeg åbnede mit indre, lod ham tømme sig mellem flækkede læber. Jeg hørte ham spytte, mindske friktionen, han æltede rundt i mit indre. Hørte ekkoet fra hans stød. For der eksisterede intet derinde, ingen dybde, intet åndelig rum, kun varmt kød for midlertidig nydelse. Begravede for længst det hjerte, der engang var mit. Det eneste jeg endnu ikke havde pantsat var lortet bag min hjerneskal. Ru cement mod mit nøgne bryst, hans våde, klumpede rømmen og stønnen mod min nakke.

Da rullede ordensmagtens hvide Ford op, og mit opkald løb skræmt og slapt væk, stadig med kondomet på. Jeg blev liggende, smøg kjolen over mine stadig vinterblege balder, mærkede ham løbe ned ad mit lår. Det smuttede ved den blottet berøring, gled ud mellem fingrene og formede sig som ler. Jeg satte uniformerne ind i den uheldige misforståelse, de gloede bare, tog mig med. Til dårlig automatkaffe og overnatning, til lugten af våde madrasser og plastre. I mit lukkede rum undskyldte jeg igen.

Jeg beklager, men bare rolig. På tirsdag prøver jeg igen.