I sad der på søbænken

Så dagen kom, hvor I fortalte hinanden, at I havde spildt tilstrækkeligt af jeres kostbare ungdom på hinanden.

I sad der på søbænken. Efter en lang pause med akavet stemning og stillestående luft, der emmede af rådne alger og hvad der videre skulle ske, fik du med vag, bævrende stemme hvisket det uundgåelige. I kiggede ikke på hinanden. Sad bare i stilhed og ventede på et par med barnevogn passerede, så hun kunne svare at hun kun var enig. Stilhed igen.

Hun fik sagt at hun gerne ville hjem. I blev siddende. Du sagde ikke noget. Mærkede kun hvordan den udmelding gjorde langt mere ondt end den alternative, grædende udgave du havde forudset. Et langt ømt kram og den sidste smule kærlighed blev vekslet.

Lige pludselig virkede hun langt mere ovenpå end du. Du stod og betragtede hende forlade dig. Endeligt og afsluttende. Forstenet og tom midt på grusstien. Du så hendes ryg forsvinde i en drømmeagtig tåge. Sekundet efter mærkede du grus i munden, blod fra knæet og 90 kilo primitiv marathonmand på ryggen. Du tog det som en gave. Åbnede for tårekanalerne.

Hun ringede. Sagde hun gerne ville have du fjernede dine ting. Du ignorerede det. Spurgte hvordan hun havde det. Hun svarede at det da selvfølgelig var svært. At hun var afklaret. Du sagde du havde brugt tiden på at marinere dig i Rød Aalborg og opkast. Hun slog det hen med voksensnak.Fandt en løsning på dine ting og lagde på.

Du mister fornemmelsen.
For tid. For virkeligheden.
For menneskelige relationer.
For dig selv.
Går bare rundt. Om dig selv. Hen til lænestolen.
Til køleskabet. Åbner, glor, lukker. Tænder smøg.
Glemmer den i et af de utallige, overfyldte askebægre.
Må ud. Må have luft. Til tankerne. I håret.
Glemmer jakken. Tilbage til fjerde sal. Lænestol. Køleskab.
Tænder smøg. Tisekunderssekvenser gentages i det uendelige. Tidsloop. Prøver at finde ansigter.
Svar. I tapetets nubrede overflade. Kvalme. Ud igen.
Husker jakken. Når ikke længere end til kiosken.
Køber smøger. Samme mærke som altid. Ingen
forandring. Ingen spontanitet. Ingen afveksling.
Glemmer hvad du skulle. Trapper til fjerde igen.
Hvor kommer inspirationen fra? Hvad skal du
inspireres til? Du driver indenfor de rammer du
fik sat. Ved ikke hvornår. Du burde vel ændre noget.
Men hvad? Og til hvad? Du mister fornemmelsen. For
tid. For virkeligheden. For menneskelige relationer. For
dig selv. Går bare rundt. Om dig selv. Hen til lænestolen.
Til køleskabet. Åbner, glor lukker. Tænder smøg.
Ilde står det til med dig. Ilde og højst elendigt.
Hver dag og time går det værre.

Du bakker ind.
Knæene mod døren.
Røven i sædet.
Rumkoger på tønden.
Kreativiteten har langt fra kronede dage.

Alle har nogen. I det mindste noget. Til at forvisse dem om, at mørket kun er flygtigt, når skyggerne bliver lange.
Du har en voksende bunke pant at trøste dig ved.