Ildens hemmelighed

Hvad er der med ilden?

Så fredfyldt rolig, men indeni, så ødelæggende almægtig. Den skjuler noget. Ligesom mennesker. Nogle gange må man helt tæt på, for at se, hvad der gemmer sig derinde. Nogle gange er man nødt til at lade sig brænde, for at se sandheden.

Nu, om natten, så mange år efter, om natten, ligger jeg og stirrer ind i en elpæres dødstrætte gnist, og mindes. Mindes de ting der er sket. Jeg tænker på dig og de gammelmandshænder, der holdt om mig. Med hovedet hvilende mod knyttet næve, drev vi vores blik og indre mod bålkredsens midte. Du og jeg, vi delte flammens hemmelighed. Du og jeg, var bålets mestre. Men vi er begge forandret, du på en madras af visne blade, jeg i en skikkelse, der mindes den pige, som lå i dine arme. Vi kunne ligge sådan i timer, lade natten vinde ind. Drevet med af ildens rolighed tænker jeg igen:
Hvad er der med ilden?

naervaerk_illustration_by_nat_bygninger

Ilden, hvor den vælter sig, ælter sig, hævner sig og berører vores liv. Jeg husker din ord:
Nu drager skyggerne skumle på tugt
stjerne blege, deres blus nu slukt
tyst gennem mørket de styrter
mærk mørk ildspåmandens byrder
og fra gløders drag
vil de hviske dig sorte sagn.

Og som vi lå der, indfanget af ildens flammefingre, blændet af bålets skin, så vi verdener springe ud. Gløders danserinder bød os indenfor i deres sagte dødedans. Fra det røde dyb voksede troldhekse, skyggedrager og bortemænd frem og invaderede nattens urolige ensomhed. I verdenslysets bløde skær, trak mørket sig tilbage, og jeg så hvordan de udspændte natteåre krøb sammen og slikkede sine forbrændte sår i ly af flakkende skygger. Der lå de og vågede bag min morfars ryg, som var hans overkrop og bålets skær et ubestigeligt bjerg, en fæstning mod den ensomhed jeg som barn aldrig kunne slippe.

Vi var ildens broderskab. Og stirrede vi så længe at øjenæblerne tørrede ind og sved, da kunne man se den næsten usynlige blå flamme, ildens øjne i det skjulte, klar til at afsløre dens dybe hemmelighed. Og da, lige inden flammerne delte sine ord, ville jeg mærke søvnen lægge sig tungt om min krop. Jeg ville synke dybere ned i dine arme og finde ro. I mine drømme ville jeg altid se den store ild fra himlen, konstant i oprør, langs de fjerntliggende stjerner.

Men der kom en nat, hvor jeg snød søvnen og ildånders kraft. Bålet dannede en hule i det dybe mørke, nedsmeltede sig i al evighed. Først kom ordene uhørligt, for så at forme sig i glødernes hidsige åndedræt. Da lød fortællingen om et gammel sagn. Det siges at der brændte et bål på himlens væv, en natlig flamme blå, den eneste lyskilde i verdensmørket. Men fra de første tiders dunkle nætter rejste urtidsmagi sig fra ukendt aske.

Beslægtet af nattens ånd lod den første ildbetvinger mørket begrave under himmelbålets magmaflod. I sin karavane, anført af fyrige heste, nedsænkede han solen og kørte den over himmelhvælvingens bløde bue. Det var sådan solen stod op og gik ned. Karavanen siges at have banet en flænge i himlen, en brændende spiralgalakse og en uendelig fin sti i hvid mælk. Daggryet blev født. Men fyrige heste tolererede ikke kontrol, deres utæmmede ånd var glødende, deres halse modstod tøjlernes magt.

naervaerk_illustration_by_nat_fuldmaane

Afvigende fra deres kurs fór de gennem de nordlige konstellationer. Kaos fulgte. Solens flammer ætsede sig gennem Lillebjørn og Storebjørn. Himmelslangens skel smeltede måneregn, og nattens sorte skorpion lod sin hale stikke med gift. Da drev han solens karavane for tæt på jorden, den krængede og satte atmosfæren i brand. Jorden blev dække af sved, og derfor er havet salt. Dømt til at vandre på den golde planet begravede han sin sorg dybt nede i jorden. Og fra hans ulykke flød tårer, der opdyrkede jorden og bragte blodet frem i menneskehudens overflade.

Om morgen, var bålet gået ud. Dagslyset tog mig tilbage, efterlod ingenting. Der var kun aske, en fremmed sort plet. Din krop var kold. Jeg ville vække dig, fortælle dig ildens hemmelighed. Men i vores alt for korte liv indhentes vi af en uundgåelighed, der venter os alle, og ganske som bålet, var dine øjne en fremmed sort plet.

Tænder en cigaret, slukker tankespindets forpustede lunger. Fire sug nede og tyngdekraften er ophævet. Så mange år er gået, men stadig gør det ondt og jeg tror aldrig det bliver bedre. Mange nætter har jeg stået, fastlåst af flammernes lokkende hvæsen, fantaseret om at røre dens hvide indre, høre dens hemmelighed på ny.

Atter mærker jeg søvnen kræve sin told. I mørket hører jeg din tunges udødelige ord:
Der er kun én flamme der brænder. Og det er en selv.

Men det er så længe siden, for dine øjne lyser et andet sted, og vi har begge tabt den tid, hvor vi kunne forestille os ting. Nu er du begravet under himmelblomsters akvarel. Men blå og grøn har aldrig været himlen eller verdens farver, men sårene og brændemærkernes palet.

Og jeg tænker igen. Hvad er det med ilden, der kræver ens hjerte og sjæl?