Jeg ved, hvem du er

Du er uanfægtelig kaukasisk

Middelklasse.
Dine forældre er normale, forstadsvaniljefolk. Måske har du to søskende.

Du gik i folkeskole, fik middelhøje karakterer – uden problemer og med relativt manglende interesse. Du passede aldrig rigtigt ind sammen med de andre børn; du fandt dem kedelige, de fandt dig sær. Din afsky for den gennemsnitlige person voksede gennem årene, manifesterede sig aldrig i det åbenlyse, obligatoriske ungdomsoprør, men simrede stille og roligt i baggården af din underbevidsthed. Du grinede, når de andre drillede nørden, og du smilede, når klassens selvcentrerede trunte fik kyssesyge.

Højst sandsynligt havde du et nogenlunde forhold til din lærer; du var aldrig et ulideligt røvhul, som så mange andre af dine klassekammerater, du viste i det mindste en interesse, om end svag, for at lære noget, og måske fornemmede læreren det, og investerede lidt mere tid og opmærksomhed på dig. En tendens, der uden tvivl fortsatte i din gymnasietid. Du tillagde dig langsomt en viden lidt udover det almindelige. Det vil være lidt af en overdrivelse at sige, at du hader det modsatte køn. Det gør du ikke, for når det kommer til stykket, så nyder du spillet. Du har bare altid været lidt kikset, når det kom til stykket. Det er mange år siden, du begyndte at associere romancer med skuffende smålighed, men du håber stadig at møde ”den eneste ene”, i det mindste håber du bare på at møde én eller anden, der er en smule interessant.

Du foretrak anonymitet, det lod dig slippe fri fra den normale verden. Anonym havde ingen identitet. Anonym undgik alle de andre. Du havde simpelthen ikke motivation til at gide. En dag indså du, at du bare var en skygge. Du tog dit liv op til overvejelse. Måske benyttede du ordet revurdering. Spejlbilledet sladrede om identitetskrise. Det var her du forstod, at hvis man skulle betragtes som succes, måtte man slave sig til andres forventninger. Det tænker du ikke på længere. Det er lang tid siden, hvis overhovedet nogensinde, du troede på idealer og livsfilosofier.

Og nu, lige som alle gennemsnitlige, sunde, veltilpassede voksne vågner du hver morgen klokken 7:30, og har det af helvede til.

Er jeg tæt på?…

– Imponerende. Har du øvet dig længe?
Psykologen kigger sløvt over sit brilleglas, der balancerer på den spidse næsetip. Han holder fast i mit blik.

– Er jeg tæt på?, spørger jeg igen, og tager udfordringen op.

– Hvordan har du det i dag?

– Du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål.

– Og du undgår til stadighed mine. Det er dig, der er kommet til mig. Det er vores tredje?.. ja, tredje session, og du har stadig ikke fortalt om dig selv endnu. Jeg føler lidt, vi spilder tiden. Det er selvfølgelig dine penge, men jeg har et oprigtigt ønske om at hjælpe dig

– Godt ord igen. Hvad vil du tale om?

Psykologen læner sig forover, tommelfingertrillende og med benene over kors. Meget troværdig ser han ud, med sine grå halmstrå på hovedet, brune fløjlsbukser med slitage ved knæene og sit sorgløse, ubarberede gammelmandsansigt.

– Jeg sporer stadig en vis uvilje i din stemme. Er du bange for at åbne dig? Vise dine følelser?

– Jeg er bare ved at være godt træt af at holde mig selv vågen.

– Hvordan skal det forstås?

– Ser du, jeg husker min farmor på 89 sige, at hun glædede sig til at forlade jorden, for hun passede ikke længere til denne verden. Jeg er 24, og har følt det hele mit liv.

– Så du overvejer selvmord?

– Selvmord er en skør ting, det er lidt som at sige til Gud; du kan ikke fyre mig. Jeg siger op. Men nej, det gør jeg ikke… eller ikke længere. Det ville være for let. Desuden har jeg i sinde at leve for evigt. Så langt, så godt.

– Det glæder mig at høre. Nu nævner du selv Gud. Er du religiøs. Tror du på Gud?

– Gud? Altså troen på, at en superkosmisk zombiejøde, hvis usynlige fader, kan gøre dig i stand til at leve for evigt, hvis jeg som symbolsk gerning spiser af hans kød og telepatisk accepterer ham, som den eneste ene, så han kan fjerne al ondskab, der hviler i min sjæl, fordi en kvinde, der stammer fra et ribben, engang blev snydt af en talende slange til at spise af et magisk træ…? – nej, det tror jeg ikke så meget på. Men jeg forstår godt religiøse og deres tro på sjælens overlevelse. Det er uhyggeligt at noget så stort, som vi gør os til, skal blive til så lidt efter døden.

Psykologen svarer ikke. Han er travlt optaget med at skrive en masse på sin blok. Hver bevægelse hans hånd laver, får det sølvgrå hår til at danse på panden. Jeg smiler for mig selv. Gad vide, hvad fanden han får ud af denne samtale. Gad vide, om han ikke snart giver op. Det havde jeg gjort.